Websitet anvender cookies. Ved at bruge sitet accepterer du dette.

Fase 1




Øvelserne i fase 1 tager særlige hensyn til dit knæ. Dine smerter skal ikke provokeres eller irriteres, men det er vigtigt at holde knæet i gang. Hvis du ikke holder knæet i gang, kan det nemlig blive mere stift, med risiko for at forlænge genoptræningen. Øvelserne sigter mod at øge dit knæs bevægelighed.

Fokus

I denne fase får du simple bevægeøvelser til knæet med fokus på blid stimulering. Øvelserne udføres derfor typisk med lav belastning, og der er ingen belastninger af knæet i dets yderstillinger. Det er almindeligt med nogen ømhed eller smerter omkring knæet under og efter øvelserne, men smerterne må ikke tiltage fra dag til dag.

Aktiviteter

Aktiviteter som ikke provokerer eller forværrer dine knæsmerter, må du gerne fortsætte med. Du må også gerne lave aktiviteter, som giver smerter, men kun så længe smerterne senest dagen efter kommer tilbage til det niveau, som smerterne var på før aktiviteten. Har du aktiviteter i dit arbejde eller i din fritid, som forværrer dine knæsmerter betragteligt, anbefaler vi dig at reducere de pågældende aktiviteter med mindst 50%.

Du bør undgå

Sport som involverer mange hop som for eksempel badminton, volleyball og dans, løb hvis det giver smerter, og arbejdsstillinger hvor dit knæ er helt bøjet. Dit knæ må heller ikke blive for inaktivt, da dette kan forværre smerterne og knæets funktion.

Tips til at holde dig aktiv

En aktiv hverdag hjælper til at forebygge og mindske alle slags muskel/ledsmerter - også knæsmerter. I fase 1 kan du som regel gå og cykle uden problemer.